Mit lockdown-flugteksperiment Mit lockdown-
flugteksperiment

Evig Corona-pause! Langsomt begynder det at gå mig på nerverne! Jeg har ikke været i stand til at tage på fotoekspedition i over et år. Længslen bliver ved med at vokse, og en idé ulmer i mig: Hvorfor søge i Indien efter hvad der muligvis kan findes udenfor egen dør? Der er jo bestemt steder i Tyskland, hvor den særlige historie, mystiske tidsspil og elementer kan udtrykkes i et fotografi. Det dårlige: Tyskland er i lockdown, og alt er lukket. Det gode: Tyskland er i lockdown, og alt er lukket. Hvis ikke nu, hvornår skulle man så besøge de særlige steder og mærke energien og få det udtrykt fotografisk? Ingen turistmængder vil strømme derud og forstyrre. Efter lidt kamp får jeg arbejdstilladelsen fra kontoret og begynder at forberede et vovet eksperiment med min familie.

Vi rejser med en autocamper i en måned, og det store spørgsmål opstår: Hvordan kommer en familie på fire, der er vant til komforten og pladsen i et rummeligt familiehus, sammen afsted i en måned på en arbejdstur i en 7,40 meter langt autocamper? Hvordan håndterer vores børn det? For denne gang skal vi faktisk alle afsted. Det ville være første gang både for min 5-årige søn og for min to-årige datter, at de ville få lov til at ledsage far på arbejde. Min kone kender dette nomadiske liv fra før. For mange år siden kørte vi 17.000 km gennem New Zealand i en 20-årig Toyota-van og kørte senere til Island i en 4x4. Jeg lærte også selv på et tidligt tidspunkt, at værdsætte den frihed, som et mobilt sovested medfører. Bare det at kunne blive på destinationen og ikke skulle tilbage til et hotel har enorme fordele. Dog dukker helt nye udfordringer op denne gang. Hvor kommer elektriciteten fra, hvor tager vi bad? At gå på toilettet alene er et eventyr mange steder. Jeg husker stadig alt for godt, da jeg rejste med min assistent i en lille van med en lille seng i Japan, og vi måtte tage et bad et nærmeste badehuse. Vi mistede meget tid på at køre til badehusene, stå i kø i timevis, skifte tøj osv. Det skulle blive anderledes med børnene denne gang, især da det bliver deres “første gang”.

Vi accepterer hurtigt vores nye hjem i hele den kommende måned. Vejret er alt andet end gunstigt, men vores mobile højteknologiske hus på fire hjul har meget at byde på. Vi har en Carado T447 med varme, selvforsynende med strøm, bruser, toilet, to senge og en utrolig mængde lagerplads. Der er masser af plads til mine stativer, blitzlamper og kamera uden problemer. Vi har endda plads til to cykler og min lille e-cykel. Vi kunne alle sove i den store familieseng bagi, men min søn synes mekanikken i den bilens hæve/sænkeseng var så spændende, at vi hurtigt forvandlede den til vores herrehjørne. Han havde det sjovt med at binde sikkerhedsnettet med sine små hænder hver aften. Og sjovt, hvordan han hurtigt glider ned af sengen og op på passagersædet hver morgen. Generelt blev konceptet med at flytte ind i autocamper i 4 uger, et kæmpe og spændende eventyr for børnene. Jeg var dog selv lidt bekymret for, hvordan man får arbejde og familie til at smelte sammen under ét tag, på så lille et sted. Hemmeligt håber jeg lidt på tålmodighed og magiske kræfter fra min kære kone.

Den første destination på vores fotoshoottur gennem Tyskland er Schwarzwald. I mere end et år har et par konkrete billedideer modnet sig i mit hoved, de skal implementeres. Ja skal! Begrebet TID har fået et nyt aspekt for mig, og i min fantasi kan jeg allerede se det færdige arbejde i stort format hængene på en væg. Det, der slår mig i modsætning til mine tidligere fotoshootture, er den totalt decelererede måde at være ude og køre afsted på i vores Carado. De ukendte dimensioner alene bremser mig lidt i starten. Men har heller ikke lyst til at jage rundt. Og det er heller ikke nødvendigt. Når jeg normalt var ude og køre i min bil for at tage billeder, hastede man afsted. Jeg arbejdede mere end hvad godt var. Så på den måde, må det være den største fordel og en drøm gået i opfylkdelse, ved at have sit “hus” med sig og aldrig have langt vej hjem. Det er nu allerede sent, og vi er på vej mod byen igen for at overnatte, mens jeg kører ned ad et ret stejlt bjerg i regnen et sted midt i Schwarzwald, kan jeg se i tusmørket, at der ser ud til at være et vandfald længere fremme. Da vi kommer tættere på, er der endda en parkeringsplads foran vandfaldet. Jeg parkerer vores Carado på parkeringspladsen, pakker mit kamera, stativ ud iført plastposer, pakker mig ind i min regnfrakke og leder efter en god vinkel. Jeg eksperimenterer ved vandfaldet til langt ud på natten. På trods af regnen får jeg skudt et meget detaljeret billede, et kæmpe panoramabillede i megaformat. Som man let ville kunne forstørre den til en længde på 12 meter. Jeg har ofte taget lange eksponeringer om natten, men der var altid et pres på mine skuldre for at skulle nå hjem til et bestemt tidspunkt. Det er anderledes med en autocamper. Jeg er helt fokuseret og rolig indeni. Jeg ved, at min familie nok laver mad lige nu, børnene hygger sig, spiller spil og alt er godt. Så jeg arbejder til langt ud på aftenen. Da jeg vender tilbage, ved jeg ikke, om familien allerede er gået i seng. Jeg åbner døren og ryster mit våde tøj af, og med det samme bliver jeg mødt med et stort ”HEJ”, af de små som ikke sover endnu, og som om jeg havde været væk i flere dage. Det synes jeg er absolut interessant, disse følelser, roen, nærheden og muligheden for at arbejde med familien. På en eller anden måde er det en jo et slags hjemmekontor.

Nu er det virkelig sent, alle sover. Sønnen i hans elskede sæmkeseng, hvis sikkerhedsnet han omhyggeligt har bundet igen. Jeg kan ikke sove endnu. Min spænding og koncentration var for stærk. Jeg ville også gemme dataene fra kameraet og overføre dem til computeren. Selvom sengen svæver direkte over spisebordet, har jeg nok plads og bevægelsesfrihed til min bærbare computer på spisebordet, fordi forsæderne i vores Carado bekvemt kan drejes helt baglæns. Takket være solcellesystemet behøver vi ikke bekymre os om elektricitet. Jeg sætter stadig batterierne i kameraet og flashenhederne i opladerne, før jeg afslutter dagens arbejde i den totale stilhed og den fredelige stemning.

Nogle gange er jeg nødt til at gå tilbage til stedet fra den foregående aften den næste dag. Mest fordi min underbevidsthed leder efter fejl, og jeg måske leder efter at forbedre noget inden for fotografering. Så jeg går ud i regnen igen om morgenen efter morgenmaden. Bliver det nødvendigt at blive en dag mere? Efter halvtreds meter er det foran mig, dette storslåede vandfald. På trods af den kraftige regn hører jeg pludselig bag mig "stænk-stænk" af gummistøvlerne til vores to små, der vil se, hvor far tager sine billeder. Min kone kommer også efter og bringer en rigtig stor paraply. Jeg kan ikke finde nogen fejl i min optagelse i går, og så skal vi "hjem" igen. En varm te, varmelegemet tændt, og vi går videre. Jeg er igen imponeret over, hvor utroligt ukompliceret sådan et liv i de mindste rum faktisk kan være, og alle former for tanker om sociale begrænsninger, vores værdier, indgroede vaner og tilsyneladende behov summer i mit hoved. Børnene havde helt slået sig ned fra det første øjeblik, fundet deres ro og accepterede fuldstændigt vores Carado som deres hjem. Der var ikke klynken og følelsen af hjemve. Tværtimod synes de, at det er helt fedt at være med på ekspeditionen. Derudover kender du kun din far på computeren i studiet og kan nu for første gang opleve, hvordan billederne virkelig bliver skabt. Jeg går endda så langt som at opfordre dem til at komme med forslag til interessante billeder undervejs.

Faktisk er det, vi gør, ikke at campere. Vi er på farten og har ikke brugt autocamperen som det nye hjem på en campingplads. Autocamperen er snarere blevet et arbejdsredskab, som jeg virkelig ikke kan undvære. Jeg har elektricitet, og man behøver ikke gå ud for at trække strøm og oplade batterierne, hvilket virkelig er meget bekvemt i forhold til mine tidligere fototure. Et andet aspekt er, at jeg har maden med. Jeg elsker at lave mad selv, og indtil videre er det lykkedes meget godt. Jeg tror, at den største forskel her end med andre former for rejse og hjem er denne følelse af frihed og uafhængighed. Det giver mig mulighed for at være utrolig spontan. Jeg har plads nok og stort set uendelig frihed til at arbejde. Selv i dette modbydelige regnvejr tilbyder vores autocamper os et fremragende shelter med en forbavsende hurtig og kraftfuld varmestyring og frem for alt et toilet. Selvom... vi er midt i lockdown. Alt er skudt, også campingpladserne. I sidste ende kræver det lidt logistisk planlægning, fordi vi har brug for 140 liter ferskvand hver anden dag. Desuden skal det snavsede vand bortskaffes, og toilettet tømmes. Det er ikke så let i lockdown, men takket være internettet og specielle apps finder vi faktisk altid officielle bortskaffelsessteder. Det er godt, at jeg rejser på arbejde ...

På mine fotos beskæftiger jeg mig normalt med forholdet mellem tid, rum, evighed og energi. De fleste af mine billeder er åndeligt meget stærkt ladede og udvikler en meget energisk effekt i rummet. Meget af mig selv kan findes på mine fotografier. Den totalt decelererede rejse fra Schwarzwald til Allgäu er også god til mine billeder. Desværre er der ingen fritidsaktiviteter. Treetop stier, slotte, legepladser, sommer kælkebane: alt er lukket. Især børnene drømmer længselsfuldt om de annoncerede ferierejser, mens reklametegnene forsøger at lokke os på vildspor. Men alt har også sin gode side. Og for mig er det ekstremt godt, for jeg har endelig virkelig meget tid til at beskæftige mig med mine billedideer og motiverne. Jeg er ofte ude og gå i timevis alene, fordi terrænet nogle gange er for stejlt, eller jeg ikke vil udsætte børnene for den kraftige regn. Udover mange vandreture i skoven, sætter jeg særlig pris på, at jeg har min folde-e-cykel med. Med den er jeg utrolig fleksibel, kan ændre perspektiver med lynets hast og ikke kun en gang har min familie følelsen af, at jeg slet ikke har været væk. Ikke desto mindre kan jeg være meget produktiv i de korte perioder. De færdige fotografier vil i sidste ende afspejle denne tidløshed på en vidunderlig måde.

Efter meget regn, slalom og op- og nedture må vi desværre sige farvel til det smukke bjerglandskab med sine fortryllende kulisser i midten af maj. Den konstante regn tvinger os til at stoppe derhjemme, til vores børns ærgrelse. Efter et fuldstændigt skift af sengetøj begav vi os mod Rügen i haglbygen. Vejret er blevet annonceret, men Rügen er helt lukket for ikke-lokale i øjeblikket. Kun med min arbejdstilladelse får vi lov til at tage til øen efter en lang undersøgelse. Efter et par kilometer kan vi stadig mærke de misundelige blikke fra betjentene, der tjekker os om halsen. Vi føler os lidt ulovlige, hvilket øger vores følelse af frihed og eventyr. Min kone smiler til mig, og vi får stemningen af Bonnie og Clyde.

Beslutningen om at tage til Rügen var helt rigtig. Alt er øde. Strande, veje og campingpladser: ingen. Jeg kan godt lide billeder, hvor man ikke ser mennesker. Derfor passer den affolkede stemning meget godt til mig. Det er meget varmere her, på Tysklands største ø, end i Sydtyskland, og ungerne kan endelig komme ud uden gummistøvler. Formålet med denne rejse var fra begyndelsen at fotografere særlige steder og scenarier i Tyskland, og vi har kun en uge tilbage. Denne måned er gået hurtigt! Også her på Rügen formår jeg at mærke stedets ånd på normalt overfyldte steder og roen hvisker til mig, hvorfor disse steder er så specielle. Ingen mennesker. Hverken mine tanker eller mine fotos er afbrudt. Det føles som i en anden dimension. Som om jeg som en outsider kiggede på det jordiske øjeblik langt væk. Normalt savner jeg denne afstand og denne frihed, især på turiststeder. Der skabes unikke billeder, og jeg er glad. Børnene er glade. Og min kone er også glad. Kun os fire er det eneste eksisterende center i en tilsyneladende uvirkelig verden i evighedens engang.

Måneden, der forekom os uendelig i begyndelsen, er forbi - alt for hurtigt forbi. På en eller anden måde startede vi kun for få dage siden. Al vores frygt for vores børns trivsel var forsvundet efter den første dag. Jeg har været i stand til at tage fantastiske billeder på utrolige steder. Vi udlevede vores vandretrang og bekymringer om muligheden for at kunne leve sammen på de få kvadratmeter, viste sig at være helt ubegrundede. Vi havde en vidunderlig tid, en fantastisk tid med mange oplevelser og kærlig harmoni. Meget var anderledes og meget mere afslappet end derhjemme. Sådan et lille opholdsrum skaber nye strukturer, ny arbejdsfordeling, det hele hånd i hånd. Det er ligesom i det virkelige liv, en person sidder i førersædet, men sammen bestemmer vi, om vi skal til højre eller venstre. Vores Carado gav os og især børnene trygheden i et hjem og gav mig mulighed for at kombinere arbejde med familie på en ukompliceret måde. Det lykkedes min kone at holde balancen vidunderligt. Alt, virkelig alt, fungerede overraskende perfekt. Vi holder ved rødt lys, kigger længe på hinanden og kan ikke slippe tanken: vil vi virkelig tilbage? Hvordan ville livet være som en fotograffamilie i en autocamper? Hvorfor det store hus i den trange by? Men hvad med skolepligt, sundhedsforsikring, "normalt liv"? Børnene ved, at vi næsten er hjemme og sidder stille og sørgeligt i deres sæder. Vi er også tavse, vi er overvældet af dyb sorg og må først om arrangere os selv. Og så bider vi i en af vores friskfyldte ruller for sidste gang, inden vi drejer ind på gården.