6.000 km uden campingplads

Efter udleveringen af autocamperen i midten af juni brugte vi en dag på at pakke og gøre den hyggelig. Allerede der havde vi vores første wow-øjeblik. Opbevaringspladsen både i opholdsrummet og i “bagagerummet” var for det første enorm og for det andet mere end pladsbesparende. Til Django fik vi en hundeseng fra Carado, som er lavet specielt til området under bordet, altså omkring bordbenet, så den på den ene side ikke fylder, og på den anden side var et fantastisk tilflugtssted for vores hund. Vi følte os alle godt tilpas lige fra starten. Håndteringen af alle de tekniske detaljer som el, varmt vand, gaskomfur, toilettet, påfyldning og dræning af vand var et spændingsmoment for os, men alt til sin tid. Mottoet var learning by doing.
Og selvfølgelig er længden på 7,40 m uvant i begyndelsen, men med et bakkamera vænner man sig hurtig til det.

Den næste morgen startede vi som altid med en gåtur på stranden med Django, denne gang efterfulgt af lidt træning (vi havde nogle vægte med, der lå i bagagerummet) og en dukkert i de kolde bølger.
Så blev det ret hurtigt skyet, så vi besluttede at tage længere sydpå efter solen. Endnu et stort plus, når du rejser med autocamper: den absolutte frihed.
En time og 80 km senere stod vi igen i solen på den næste klippe i nærheden af Sines - igen lige ved havet, igen næsten helt alene - og vi tilbragte dagen der på stranden.
Fordi der er altid blæser en frisk vind ind mod vestkysten fra Atlanterhavet, var temperaturen i solen og, endnu vigtigere, i autocamperen altid super behagelig. Det skyldes især de mange vinduer, som får stuen til at se skøn og lys ud, og som samtidig sørger for frisk luft og en kølig rumtemperatur. På den måde kunne vi med god samvittighed lade Django sove i autocamperen et par minutter, for eksempel når vi skulle købe ind.
Det var også her, vi for første gang satte vores “siddemøbler” op for at nyde solnedgangen i fred og ro. Vi tilbragte to hele dage her, inden vi tog afsted igen.

Vores næste stop var ved Praia do Tonel. Her fandt vi den nok smukkeste parkeringsplads på hele turen, helt alene for enden af en smal klippe med udsigt over havet. Klipperne omgav en ca. 200 m lang bugt, der gemmer på en super smuk strand. Det fine her var, at det på grund af vinden igen var dejligt og køligt på klipperne, så temperaturen i autocamperen tillod os at lade Django være alene i en times tid. Vejen ned til bugten er nemlig temmelig stejl og ikke noget for hunde. Bugten ligger også meget beskyttet mod vinden - dejlig til afslapning, men skidt for hunde.
Efter næsten en time var vi igen tilbage i autocamperen, hvor en lille overraskelse ventede på os: en ensom hvid hunhund, der tilsyneladende var faret vild, havde fundet frem til os - og den veg ikke fra vores side igen. For Django var det kærlighed ved første blik, og de to kom straks godt ud af det med hinanden. Vi ikke kunne finde dens ejer, så vi indledte en eftersøgning i nabolaget, men vi kunne desværre ikke finde nogen. Derfor besluttede vi at tage os af hende natten over og besøge en dyrlæge næste morgen for at se, om hun var chippet og dermed havde en ejer.
Som sagt, så gjort. Næste morgen kørte vi straks til den nærmeste dyrlæge, hvor vi faktisk fandt hendes ejer, som straks og overlykkelig kom for at hente hende - så en lykkelig slutning i bogstaveligste forstand :)

Tilbage til vestkysten! Efter 70 km var vores næste destination Torre de Aspa. Efter de to dage med begrænset plads var det det perfekte sted! En parkeringsplads lige ved havet, enorme sorte klipper til begge sider og en kilometerlang og -bred strand. Det eneste problem var, at der ikke var noget signal. Derfor havde vi heller ikke planlagt en overnatning her, men der var så dejligt, at vi endte med at blive en nat og simpelthen opgive signal og internet - og det var mere end det værd. Fra om eftermiddagen var vi de eneste mennesker på denne enorme strand, og vi kunne som de eneste på denne vidunderlige plet nyde den smukkeste solnedgang på hele turen.
Den aften indså vi, at vi nok kun havde oplevet alle de steder, som vi har set på turen, på den måde, vi havde, fordi vi rejste med en autocamper. På en klassisk hoteltur ville vi måske have forladt de fleste steder inden solnedgang. Så vores autocamper var “hotellet”, og disse steder var vores enorme “forhave”.
Helt unikt - hver dag på ny.

Teoretisk set kunne vi sagtens have taget et par dage mere her, men på grund af vores arbejde kunne vi ikke blive meget længere uden en internetforbindelse, så vi forlod stedet næste morgen og begav os til den næste strand. Næste stop var Praia Bordeira blot 30 km længere mod nord, så kun en kort køretur. Hvis du kører langs Portugals vestkyst, bør dette sted helt klar være med på listen! En virkelig enorm strand, kilometerlang til endeløse gåture, og det bedste er, at stranden strækker sig omkring en km ind i landet, hvilket giver lidt ørkenfornemmelse, da sandet der samler sig i mindre klitter. Lidt mere besøgt end de mere vilde strande, men til gengæld meget imponerende. Parkeringspladsen lå igen hævet, så man havde en flot udsigt over landskabet, og der var masser af plads, selvom autocampere og campingvogne kom og kørte igen hver dag.
Vi havde det så godt der, at vi - efter på intet tidspunkt at have opholdt os mere end én til to nætter på samme sted - endte med at blive der i i hele fire dage. Hvad lavede vi der så længe? Vi tog ganske enkelt en pause og nød stedet til fulde med lange gåture på stranden, gennem klitterne eller på klipperne. Det var også et fantastisk sted at lære at surfe. Surferskoler og kitesurfere kom dertil hver dag og udnyttede bølgerne. Noget vi ikke selv gjorde, men så, var udflugter med heste ved solnedgang gennem klitterne og langs vandet - fantastisk. Og mobilsignalet var fremragende. Hvis man skal beskrive dette sted med ét ord, ville det ganske enkelt være smukt.